onsdag den 23. maj 2007

Status

Tjae... så står vi her. Hvordan har tingene så forløbet hidtil og har det været til at følge med?

Alt i alt synes jeg det har været fantastisk spændende at være med, men det kniber godt nok lidt med tiden til det! Spørgsmålet er så bare, om det er 23ting der gør, at det er svært at nå det hele, eller om vi bare generelt må løbe livet af os i forvejen?
Jeg hælder mere til det sidste, men det er da lykkedes at følge med hidtil, så forhåbentlig går det også i de kommende uger.

Det største problem, som jeg ser det, er, at der ikke er den store tid til at følge op på de foregående opgaver. Jeg kommer ikke jævnligt på f.eks. Flickr og LibraryThing, og nej, jeg kommer heller ikke til det foreløbigt! Spørgsmålet er så bare, om jeg kan huske hvordan man gør til næste gang - ja, om jeg overhovedet kan huske mit password...

23ting er en glimrende mulighed for at stifte bekendtskab med "nye" værktøjer. Men indtil vi får dem mere integreret i det daglige arbejde, bliver det meget svært at få det hele "ind under huden", som jeg formoder var en af målsætningerne for hele tiltaget. Det sker ikke blot ved at snuse til tingene over en lille uges tid.

Når det så er sagt, glæder jeg mig da til næste øvelse - ingen tvivl om det! Min forhåbning er, at jeg på et eller andet tidspunkt får den nødvendige tid til at sætte mig dybere ind i tingene, for jeg kan helt klart se formålet med at lære disse ting og mener, at behovet for at have kendskab til disse værktøjer kun bliver større i fremtiden. =o)

mandag den 7. maj 2007

LibraryThing

Så har jeg kigget lidt på LibraryThing. Der er lidt at holde styr på, men en god måde at finde og strukturere sine bøger på. Særligt er det fedt at kunne få vist forsiderne på flere af titlerne. Nu ved jeg omsider, hvordan den samlede udgave af Eddings "Elenium" ser ud (og at den i det hele taget hed "Elenium"). ^_^

Husk endelig at melde jer til gruppen '23 ting' i LibraryThing, så vi nemmere kan komme til at udveksle informationer.

Flickr - Portrait of a Wax Dragon by Kyena

Så er jeg endelig kommet igang med Flickr - Her er det lille prøvebillede, jeg indtil videre har fået lagt ud. =o)